Glemt detaljer?

INSTINKTIVE VARIANTER

De instinktive varianter er egentlig en selvstændig typologi og gruppering der beskriver tre forskellige måder vi har vores instinktive opmærksomhed og fokus på. Instinkterne fungerer således uafhængigt af Enneagramtyperne, men det er logisk at koble dem sammen med Enneagrammets ni typer som forskellige variationer af typerne.

 

Der er tre instinktive varianter, og de er særligt stærke drivkræfter, da de ligger meget dybt lagret i det menneskelige system. De handler alle tre om vores overlevelse (fysisk, socialt og individuelt) og har ret stor betydning for vores tilgang til livet – og især for vores relationer.

DE TRE INSTINKTIVE VARIANTER

  • Overlevelsesinstinkt (eller selvopretholdelsesinstinkt)
  • Det Sociale instinkt
  • Det Seksuelle instinkt

 

Én af de tre instinktive varianter er som regel særligt dominerende i os. Dvs. at én instinktiv variant fylder mere og har en større drivkraft og betydning i vores liv end de to andre.

OVERLEVELSESTYPEN

Selvopretholdelsestyper er optaget af fysisk overlevelse (derfor mest benævnt ”overlevelsestypen”).

Vigtigt for mennesker med overlevelsesinstinktet som deres dominerende er: Fysisk sikkerhed og velbehag.

Er der nok til at vi kan føle os tilfredse og trygge til at kunne overleve? Der er særligt fokus på komfort og ressourcer, tid og penge. Vigtigt er også mad (ofte kvantitet), bolig, forsikringer, sundhed og fysik, et rums atmosfære (lys, varme, møblement, bekvemmelighed mv.), familiegrundlag, regelmæssighed osv.

DEN SOCIALE TYPE

Sociale typer er optaget af social overlevelse, af relationer og dermed også at blive accepteret af andre og føle sig trygge som en del af gruppen.

Vigtigt for mennesker med dette instinkt som deres dominerende er: Socialt samvær og accept.

Er vi en del af gruppen, kan andre lide og acceptere os, og har vi et socialt netværk? Der er særligt fokus på følelsen af fælles værdier, gruppen, samarbejde, samspil, påskønnelse, engagement osv. Vi møder ofte sociale typer på Facebook, Twitter og andre sociale medier, hvor de skaber kontakt og holder udvekslingen i spil.

DEN SEKSUELLE TYPE

Seksuelle typer er ikke mere sexede end andre. Seksuelle typer er optaget af tilknytning og tiltrækning, nærmest på et overlevelsesmæssigt plan.

Vigtigt for mennesker med dette instinkt som deres dominerende er: Nærhed og intensitet.

Er jeg attraktiv, kan jeg have dyb kontakt med en anden eller en interesse, og hvad tiltrækker mig? Der er særligt fokus på intime relationer, der hvor der er saft og kraft, interessante mennesker eller områder, og på om vi kan begejstres eller tændes af noget.

Vil du videre med din udvikling?

Kontakt Enneagramstedet ved at ringe til os eller udfylde kontaktformularen her på siden.

TOP